"Kunstneren næres i sin skaben og i sit valg af motiver i vid udstrækning fra dybet af sit ubevidste og berører med det, han skaber på denne måde, atter sit publikums ubevidste, hvori også i sidste instans hemmeligheden ved hans virkning ligger. Thi det er det ubevidstes billeder og figurer der stiger op i ham og virker stærkt på menneskene, selv om disse ikke ved hvorfra deres ”grebethed” stammer”.

Jolande Jacobi, ”Jungs psykologi” 1971




inspiration
Min inspiration kommer fra oplevelser af naturen, meditation, myter, eventyr, legender, historie, nutidige og fortidige religioner, kulturer, mode, kunst, musik, samt andre fragmenter jeg samler op og omarbejder til et kunstnerisk udtryk. Jeg er i mine billeder inspireret af blandt andet C.G. Jungs tanker omkring det arketypiske og hvordan det kommer til udtryk i vores både indre og ydre liv. Mine billeder centrerer sig hovedsageligt om det man kan kalde den kvindelige arketype og dens mange aspekter. Den kvindelige arketype hænger sammen med begrebet anima, der er vores indre kvindelige ”billede” eller udtryk. Arketyper er ikke noget statisk, de kommer til udtryk for det enkelte menneske på et utal af måder. Den kvindelige arketype er en af de såkaldt ”store arketyper” der er et grundvilkår for, og opleves af alle mennesker

Jeg forholder mig i mine billeder frit og drømmende til disse begreber, der er ikke noget rigtigt eller forkert, og jeg søger i min skabende proces, ikke at sortere eller luge ud i mine impulser til hvad der skal tone frem på billedet. Det er en proces hvor jeg søger hele tiden at udvide og lægge til de temaer jeg arbejder med.

En del af mine billeder der beskæftiger sig med nøgenhed. For mig hænger den fysiske nøgenhed i mine billeder sammen med sjælens nøgenhed, den indre nøgenhed, der for mig også symboliserer ærlighed, ”ikke-skjulthed”, som modsætning til det tildækkede, det hemmelige og skjulte. Som mennesker oplever vi og har brug for begge dele.