Pressen skrev:
”Tematisk er det stadig kvinden, Lang fortolker og billedliggør som begreb, som køn og som individualitet. Historiske allusioner blandes med nutidig virkelighed og drøm, kunstneren parafraserer Venus og sampler i den antikke garderobe. Mere end et endeligt bud på en kvindetolkning synes værkerne at udgøre et katalog over hendes muligheder og identiteter – alle parate til at iføre sig, men ikke alle lige plausible eller troværdige. Måske et mellemfacit skal aflæses af to af malerierne, hvor kvinden skildres med bind for øjnene; at skue ind i fremtiden har velsagtens kun været en Kassandra forundt – og det blev livsfarligt.
Stærkest bliver kunstneren hvor uvisheden og den eksistentielle måltagning går op i en højere enhed med udtrykkets flimrende lethed og materialebehandlingen. Her skurrer skønhed og dæmonitet frydefuldt imod hinanden.”
- Preben Winther, Kunstavisen 2010


”Stilmæssigt lander lærrederne et sted mellem mysticisme og den perfekte illustration, men teknisk er de ført igennem til kunstnerisk bæredygtighed som maleri. Malingen er tynd, under fuld kontrol, hvad enten det drejer sig om linieføring, flader, løbere eller splatter.
Motiverne er næsten udelukkende kvinder. Smukke kvinder, henførte kvinder, kvinder placeret i ikke helt gennemskuelige, eksistentielle situationer og/eller dilemmaer. Fælles for dem alle er, at de umiskendeligt er nutidige kvinder, såvel i udstråling som i statur. Slanke og indtagende, men også distancerende. De kommer ikke ud af den situation, kunstneren i og med sit værk har anbragt dem i, og beskueren kan ikke komme ind til dem. De kan aflæses som femme fatale’r og seksualobjekter, som aggressorer og ofre i ét; som mytiske størrelser eller måske endog som arketypiske billeder. Men først og sidst synes kvindens urgamle mytologisk betingede skæbne at gå igennem næsten alle malerierne – blodet og smerten. Den uafvendelige kvinderolle.
Disse billeder brænder sig fast, både på nethinde og sjæl. De vil noget. Noget væsentligt.”
- Preben Winther, Kunstavisen 2009