Uddrag fra anmeldelse af udstilling i Galleri Solvognen i Odense februar-marts 2009,
Kunstavisen, marts 2009

"Aggressor og offer.
Hos Ida Andersen Lang er der både dybdepsykologi, antik- og mysteriefascination på spil. Hun udstiller nogle få tegninger og lidt grafik, men mange malerier. Det er da også her, det store udtræk finder sted. Stilmæssigt lander lærrederne et sted mellem mysticisme og den perfekte illustration, men teknisk er de ført igennem til kunstnerisk bæredygtighed som maleri. Malingen er tynd, under fuld kontrol, hvad enten det drejer sig om linieføring, flader, løbere eller spratter.
Motiverne er næsten udelukkende kvinder. Smukke kvinder, henførte kvinder, kvinder placeret i ikke helt gennemskuelige, eksistentielle situationer og/eller dilemmaer. Præstinder, en kvindelig faun med bukkeben, en umisforståelig Eva med æble, bedstemoders ånd etc. Men fælles for dem alle er, at de umiskendeligt er nutidige kvinder, såvel i udstråling som i statur. Slanke og indtagende, men også distancerende. De kommer ikke ud af den situation, kunstneren i og med sit værk har anbragt dem i, og beskueren kan ikke komme ind til dem. De kan aflæses som femme fatale’r og seksualobjekter, som aggressorer og ofre i ét; som mytiske størrelser eller måske endog som arketypiske billeder. Men først og sidst synes kvindens urgamle mytologisk betingede skæbne at gå igennem næsten alle malerierne – blodet og smerten. Den uafvendelige kvinderolle.
Om Ida Andersen Lang som menneske er nået frem til også at indoptage undfangelsen, frugtsommeligheden (!), fødslen og hermed livets evige videreførelse vides ikke. Kunstnerisk har dette sidste, vældige aspekt i hvert fald endnu ikke givet sig konkrete udslag.
Men disse billeder brænder sig fast, både på nethinde og sjæl. De vil noget. Noget væsentligt."

-Preben Winther, Kunstavisen